Lageroptimering

Investering på over 50 mio. i lageroptimering

au2parts er en del af den danske reservedelsimportør Aktieselskabet CARL CHRISTENSEN, der nu effektiviserer sit hovedlager.

Aktieselskabet CARL CHRISTENSEN, i daglig tale CAC, har netop indgået en kontrakt med en samlet værdi på over 50 mio. kroner for at optimere og effektivisere lagerfunktionen på selskabets nye domicil i det vestlige Aarhus.

Kernen i lageroptimeringen er et Autostore anlæg med 118.000 lokationer og 50 robotter. Anlægget suppleres med vakuum løftegrej på både el-køretøjer og ved de stationære arbejdspladser, der skal forebygge arbejdsskader og øge effektiviteten. CAC’s administrerende direktør, Thomas Jensen, glæder sig over investeringen. ”Det er et kraftigt signal om, at vi som markedets største danskejede virksomhed tror på fremtiden i vores del af branchen. Sammen med vores au2parts kæde slås vi med mange andre dygtige virksomheder om at få lov til at være værkstedernes foretrukne partner. I CAC er vores primære opgave at sikre, at vi hurtigt og med færrest mulige omkostninger kan stille et komplet reservedelsprogram til rådighed for Danmarks værksteder. Vores nye domicil er nu på plads, og tiden er kommet til at effektivisere driften på lageret. I denne forbindelse er det rigtig dejligt, at vi har en fremsynet bestyrelse, og at vi gennem vores ejer, CAC Fonden, opererer med ”tålmodig kapital”, der giver os mulighed for langsigtede investeringer.”

Asger Poulsen, CAC’s IT & Logistikchef, har sammen med lagerchef, Lars Riedel Jørgensen og teamlederne på lageret brugt mange måneder på analyser, målinger og adskillige besøg på logistikvirksomheder i både Danmark og i udlandet for at finde de løsninger, der ville passe bedst til CAC’s behov, nu og i fremtiden. ”Vi har sammen med flere eksterne logistikpartnere analyseret vores data og simuleret pladsbehovet i fremtiden. I de seneste 10 år har vi oplevet en årlig vækst på mere end 10%, hvilket stiller krav til pladsen. Vi har derfor både opsat et scenarie for vores nuværende omsætning og et fremtidigt scenarie, hvis væksten fortsætter som hidtil”, fortæller Asger Poulsen.

Han suppleres af Lars Riedel Jørgensen, der, udover et effektivt system til hurtig og korrekt håndtering af store mængder ordrer på relativ kort tid, lægger vægt på den styrkelse af ergonomien, som Autostore løsningen blot er en del af. ”Vi mærker tydeligt, at det er blevet sværere at rekruttere dygtige lagermedarbejder. Vi har derfor som virksomhed en forpligtelse i at sikre, at vi ikke opslider vores medarbejdere. Vi har derfor deltaget på adskillige logistikmesser og holdt mange møder med virksomheder, der arbejder indenfor dette område, så vi kan sikre, at vi fremover kan undgå tunge løft.”

Arbejdet med at klargøre lageret til de nye løsninger er allerede i gang, efter at alle medarbejdere i Aarhus er blevet grundigt orienteret. Hele projektet forventes at være taget i brug inden udgangen af 2019. Anlægget kommer til at bestå af ca. 75.000 kasser, der, hvis de blev stablet ovenpå hinanden, ville få en højde af 23,5 km. Antallet af kasser betyder, at der bliver tale om 80 lastbilstræk alene med kasser. Samtidig med etableringen af anlægget, sætter CAC også fokus på miljøet ved at etablere en optimal sortering af både plastik og papaffald og ved anvendelse af genbrugsemballage.

CAC’s IT- og Logistikchef Asger Poulsen (til venstre) og CAC’s administrerende direktør Thomas Jensen ser frem til at introducere det nye effektiviserende anlæg, der suppleres med forbedrende tiltag, der skal forebygge arbejdsskader. 

Autostore og er et norsk system, som bygger på, at man stabler 16 plastikkasser (60x40x30) ovenpå hinanden, og så kører der robotter (”myrer”) på toppen, som henter kasserne og kører dem til en plukstation