DM i Skills 2023

DM i Skills

C.A.C. Fonden støtter unge mekanikere med Skills

Lørdag den 4. februar blev landets bedste lærling i faget personvognsmekaniker fundet efter tre hårde konkurrencedage til DM i Skills 2023 i Fredericia. C.A.C. Fonden støtter årets unge personvognsmekanikere i håb om, at det kan inspirere andre til at vælge en karriere i autobranchen.

C.A.C. Fonden, der bl.a. ejer Aktieselskabet CARL CHRISTENSEN og herigennem au2parts, har over en årrække støttet uddannelse af unge personvognsmekanikere ved præmiering af regionsmestrene og efterfølgende vinderen til DM i Skills. Det sker gennem et samarbejde med erhvervsskolerne og Industriens Uddannelser.

"I en tid, hvor erhvervslivet råber på faguddannede personer, er det livsbekræftende at høre om de færdigheder, de regionale mestre besidder. I C.A.C. Fonden glæder vi os over at kunne sætte fokus på de faglige uddannelser, hvor teori og praksis går hånd i hånd," siger administrerende direktør for CAC, Thomas Jensen.

Støtten består i gavekort og en fælles udlandstur med besøg på en bilfabrik til alle regionsmestre i faget personvognsmekaniker samt et uddannelses- og rejselegat til vinderen af DM i Skills.

Sidstnævnte får Jeppe Præstiin Mikkelsen fra Uddannelses Center Ringkøbing Skjern og Autohjørnet Ringkøbing nu glæde af. Han trak sig nemlig sejrrigt ud af konkurrencefaget personvognsmekaniker til Danmarks største uddannelsesevent 2.-4. februar.

 

Stor bredde på uddannelsen

Forud for DM i Skills 2023 var alle regionsmestre inviteret til et arrangement på CAC's domicil i Aarhus, hvor alle de kvalificerede mekanikerlærlinge blev ønsket held og lykke og hyldet med præmier.

Her fortalte flere af deltagerne også om uddannelsen til personvognsmekaniker, og hvorfor de synes, at mekanikeruddannelsen er interessant.

Aske Spanggaard er udlært hos Kjeldbjergvejens Auto, en del af AutoPartner, og har taget uddannelsen på Mercantec i Viborg.
"Det fedeste ved uddannelsen er bredden. Det ene øjeblik handler det om dybdegående teknisk forståelse med fejlfinding i systemerne, det andet om udskiftning af bremser på bilen. Man får lidt af det hele," sagde Aske Spanggaard.

Inden Skills gik i gang, tog han et el-bilskursus, da en af de biler, deltagerne skulle arbejde med til DM i Skills, var en elbil, hvor han endnu ikke har så meget erfaring.

Aske håber, at flere i fremtiden vælger en mekanikeruddannelse.
"Sætter man pris på at være fysisk aktiv, god løn og en foranderlig hverdag, kan jeg kun anbefale uddannelsen," sagde Aske Spanggaard med et smil.

 

Oplært i både forbrændingsbiler og elbiler

Morten Just Kyvsgård er udlært hos P. Christensen og har taget sin uddannelse på Roskilde Tekniske Skole.
"Jeg synes, det er sjovt at tænke på, at man er gået fra hestevogn til biler med rå computerkraft. Det er en klar fordel, at jeg er blevet lært op i både forbrændingsbiler og elbiler," sagde Morten Just Kyvsgård før DM.

Han bemærkede, at for ham er det tydeligt, at tiden, hvor biler alene blev repareret med en svensknøgle og hammer, er forbi. I dag er biler i høj grad computere på hjul.

 

Med den grundlæggende mekaniske forståelse, Morten får som personvognsmekaniker, vil han også have mulighed for at videreuddanne sig inden for andre brancher. Det kan fx være vindmøllebranchen, især hvis man har taget efteruddannelsen i el- og hybridbiler.
"Jeg ser frem til at opleve stemningen til Skills, men er også helt sikker på, at jeg kommer til at være dybt fokuseret på opgaverne," sluttede han.

 

CAC Fonden præmierer dygtige mekanikerlærlinge

Over en seksårig periode har CAC Fonden støttet deltagere til DM i Skills for samlet to millioner kroner.

"CAC Fonden blev stiftet for at være med til at gøre gavn for samfundet, uanset om det drejer sig om mennesker i nød, støtte til museer eller hjælp til uddannelse af unge. Fondens præmiering af dygtige mekanikerelever er derfor en oplagt måde, hvor CAC og dets underselskaber kan være med til at give noget tilbage til den branche, som er grundlaget for firmaernes udvikling og vækst," siger Thomas Jensen, der til DM i Skills personligt overrakte et uddannelses- og rejselegat til Jeppe Præstiin Mikkelsen, der kunne lade sig hylde som danmarksmester 2023 i faget personvognsmekaniker.

DM i Skills 2023 præsenterede landets bedste lærlinge i 45 konkurrencefag inden for erhvervsuddannelserne, herunder personvognsmekaniker. Her dystede knap 300 elever fra erhvervsuddannelser i hele landet om titlen som danmarksmester i Skills inden for eget fag – herunder personvognsmekaniker.

I flere af fagene får vinderen også mulighed for at deltage i international sammenhæng i EuroSkills og WorldSkills.

Sponsor af værktøj og maskiner

au2parts er sammen med en række leverandører sponsor af bl.a. værktøj og maskiner til DM i Skills 2023.

Disse leverandører er:
- Milwaukee
- KS Tools
- Blika
- Stahlwille
- Boisen Safety