au2parts roskilde udvider under Corona

au2parts roskilde udvider under Corona

Med virkning fra 1. maj i år integreres aktiviteterne i Havdrup Autodele ind i au2parts roskilde, og det betyder også en udvidelse af teamet i afdelingen.

Tilbage i januar indgik Havdrup Autodele, der er ejet af Thomas Lohse, et tættere samarbejde med CAC, der blev primær leverandør. Samarbejdet betød, at Havdrup Autodeles kunder siden januar har kunnet trække på CAC’s store vareprogram med mere end 450.000 forskellige varer i kataloget, hvoraf knap 80.000 lagerføres.

Del to af aftalen fra januar betyder nu, at aktiviteterne i Havdrup Autodele pr. 1. maj går ind under au2parts. Her bliver Thomas Lohse fremadrettet kundeansvarlig med særlig fokus på kunderne i trekantområdet mellem Roskilde, Glostrup og Køge, mens Poul Erik Hansen tilknyttes au2parts roskilde som ekspedient.

Niels Skak, direktør hos au2parts, siger om udvidelsen: ”Det er dejligt med positive nyheder i denne Corona-tid, der ellers påvirker os alle. Vi har siden januar glædet os til at tage imod både Thomas og Poul Erik, der er vellidte personer i det lokale område. Vi glæder os ligeledes til at tage godt imod Havdrup Autodeles kunder. De har siden januar haft mulighed for at benytte vores webkatalog, så de er blevet bekendte med det brede produktprogram, som vi tilbyder. Nu kan de få glæde af hele pakken med vareture, au2office kundestyringsprogram, Conneted Car løsningen au2cloud og meget mere. Vi glæder os til at kunne besøge dem, men Corona gør jo desværre, at vi må vente lidt endnu til fysiske besøg. Men så er det jo godt at både Poul Erik, Thomas og resten af au2parts roskilde er klar til at hjælpe over telefonen”.

Poul Erik Hansen (tv) og Thomas Lohse