Skills 2024

Rejser og uddannelseslegater til Skills elever

Da DM i Skills blev afholdt d. 18-20 april i Roskilde, dystede omkring 300 unge studerende inden for de forskellige fag. Der er samlet 47 konkurrencefag og 35 demonstrationsfag.

Som et led i C.A.C. Fondens støtte til Skills, deltog CAC’s administrerende direktør, Thomas Jensen, også på personvognsstanden, men dog først efter at de nervepirrende konkurrencer var overstået. Som Thomas Jensen sagde i forbindelse med sin tale for eleverne og tilhørerne, så ville en egenhændig reparation nok ikke kunne gøre bilen hverken lovlig eller sikker, så det nok var bedre at overlade det til de dygtige studerende.

C.A.C. Fonden, hvorunder Aktieselskabet CARL CHRISTENSEN og au2parts, støtter op om Skills for at sætte fokus på branchen og særligt personvognsmekanikeruddannelsen.

De 8 fremtidige personvognsmekanikere havde godt humør og udviste en stolthed for at vise deres høje faglige niveau, men var samtidig udfordrede. Det var et dygtigt felt af personvognsmekanikerlærlinge, som gennem deres tid sammen har opnået et tæt sammenhold og en oplevelse for livet. Dommerpanelet var særdeles imponeret over deres professionelle ageren i alle konkurrencerne. Overdommeren måtte ovenikøbet igennem en ekstra optælling af pointene for at sikre, at den rigtige vinder blev fundet. Så tæt lå eleverne!

Konkurrencen bestod af at fejlfinde og udføre 4 discipliner på 3 eldrevne biler og en hybrid bil. Disciplinerne var defineret som følgende:

  • Højvolt-opgave på en elbil
  • Reparation på en elbils assistentsystemer – med indbyggede fejl 
  • Undervognsopgave på en elbil, hvor man skulle kontrollere/fejlfinde på dele og derefter udmåle dem 
  • Serviceopgave med flere indlagte fejl på en hybridbil.

Efter at vinderne var udråbt i det store festtelt, samledes personvognsmekanikerlærlingene ved konkurrencestanden, hvor CAC’s Adm. Direktør, Thomas Jensen, holdt tale og lykønskede alle deltagere med flotte ord og præmier. Alle 8 elever modtog en kabinekuffert med broderet navn på. I hver kuffert lå et gavekort til en udenlandsrejse, hvor eleverne sammen med enten underviser eller Mester skal besøge en bilfabrik og en komponentfabrik. Vinderen af DM i Skills for personvognsmekanikere, Magnus Skov Nielsen, fik herudover overrakt et uddannelses- og rejselegat på 40.000 kr. og en fyldt værkstedsvogn fra den tyske producent Hazet. Hazet er en af de få tilbageværende europæiske kvalitetsproducenter af værktøj, og flere elever og mekanikere havde inden præmieoverrækkelsen været forbi og beundre værktøjsvognen og dens indhold.

Som Thomas Jensen gjorde opmærksom på, så var det vigtigt at tænke på, at selvom man måske ikke vandt DM i Skills, så tilhørte man stadig eliten af personvognsmekanikere, som de 8 bedste af de mere end tusinde mekanikerstuderende. Vinder Magnus skov Nielsen vil nu skulle forberede sig på at repræsentere det danske Skills landshold til Euroskills på hjemmebane i Herning d. 9-13 september 2025.

 

Deltagerne ved DM i Skills 2024 for personvognsmekanikeruddannelsen:

Magnus Skov Nielsen - Danmarksmester 2024
Rasmus Bjørn Christiansen
Silas Henningsen
Rasmus Møller Nielsen
Benjamin Thorgaard Andersen
Sander Munk Løvenholdt
Mathias Øfverlind Schack Petersen
Daniel André Pedersen

Fra højre; CAC’s Adm. Direktør Thomas Jensen, Vinder - Magnus Skov Nielsen, Rasmus Bjørn Christiansen, Silas Henningsen, Rasmus Møller Nielsen, Benjamin Thorgaard Andersen, Sander Munk Løvenholdt, Mathias Øfverlind Schack Petersen, Daniel André Pedersen.